Finn & The Huckleberries – Fredag d. 18. januar kl. 20

Kulturforeningen Tinghuset starter 2019 med et brag af en koncert med lokalt islæt!

Finn & The Huckleberries er et nyt band fra Ulfborg, der er opstået omkring indspilningen af en ny CD, udelukkende med originale sange, der er skrevet og arrangeret af Finn Lange, og som forventes at komme på gaden en gang i foråret 2019.

Bandets navn er inspireret af den amerikanske forfatter Mark Twains roman: ”Huckleberry Finn” , der handler om en dreng, der som helt ung stikker af hjemmefra sammen med en bortløbet slave. Huckleberry er et lille spiseligt  blåsort bær, der er i familie med blåbær.

Titlen på CD’en, der stadig er ved at blive mixet, bliver: ”Diamonds in the Sun”, og mange af sangene omhandler temaer fra det vilde vesten, et univers som altid har inspireret og fascineret Finn, om som på mange måder også minder om Vestjylland, hvor  klimaet og naturen er med til at forme de mennesker, der bor herude.

Bandet består af notabiliteter som Finn Lange på akustisk guitar og vokal, Kathrine Ruby og Maja Ditlev – vokal/kor, Bent Lambæk – Leadguitar, John Tipsmark – Bas, Mike Cassidy – trommer og Martin Ibsgaard – piano/keys

Det er svært at sætte bandet i bås rent genremæssigt, da musikken tager afstikkere til både country, folk, bluegrass, blues, rock og reggae, så der skulle være noget for enhver smag.

Finn & The Huckleberries glæder sig til for første gang at præsentere alle de nye sange for et publikum 

Sted: Tinghuset, Tingvej 5, 6990 Ulfborg

Tid: Fredag d. 18. januar 2019 kl. 20 – dørene åbnes kl. 19.

Entré: 100 kr. i døren (kontant eller Mobile Pay)